Mange børn oplever tryghed og ro ved brug af en sut. Man skal dog være opmærksom på, at barnet ikke bruger sutten alt for længe. De fleste børn som bruger sut, udvikler åbent bid, også kaldet suttebid.
Der sker en påvirkning af tandstillingen hvor fortænderne stritter lidt ud i luften og væk fra hinanden. Tænderne tager simpelthen form efter sutten. Denne påvirkning sker der ikke noget ved, så længe man sørger for at vænne barnet af med sutten i tide. Men hvis barnet bruger sutten over en længere årrække, er der risiko for permanent fejlstilling af tænderne. Eksemplerne kan være forøget overbid, udvikling af krydsbid eller forøget åbent bid. Alle tilfælde kan besværliggøre tygningen for barnet. Ved forøget overbid, er der tilmed forøget risiko for tandskader hvis barnet falder. Ydermere er der et kosmetisk aspekt i problemstillingen.
Anbefalingerne går på at seponere sutten inden barnet fylder 3 år. Man kan evt. tilvænne barnet, ved at begrænse brugen fra omkring 2,5 års alderen. Dermed kan barnet lære at sutten ikke altid er tilgængelig. Man kan evt. starte med at seponere sutten i de vågne timer. Det er dog vigtigt at barnet ikke bruger sin tommelfinger som substitut. Denne er nemlig meget svær at vænne barnet af med, da den jo naturligt altid er lige i nærheden!
Hvis brugen af sut ophører inden barnet bliver 3 år, er der stor chance for at suttebiddet retter sig selv, og tandstillingen af de blivende tænder dermed ikke bliver påvirket.