Image may be NSFW.
Clik here to view.Husk at fortælle tandlægen at du er gravid, så kan tandlægen rådgive dig og tilrettelægge dine behandlinger bedst muligt. Dette gælder også tidligt i graviditeten.
Graviditet og tandkødsbetændelse
Under graviditet ændres homonbalancen, hvilket medfører ændrede reaktioner i tandkødet på de bakterier som findes i plakken. Desuden ændres sammensætningen af bakterierne. Disse ændringer betyder, at nogle gravide oplever at få tandkødsbetændelse, også selvom de ikke havde det før graviditeten. På fagsprog kaldes det graviditetsgingivitis. Tandkødsbetændelse medfører blødende (især i forbindelse med tandbørstning) og hævet tandkød, som kan være ømt. Tilstanden er ufarlig og forsvinder typisk efter endt graviditet, men kan være generende og kræver ekstra omhu med mundhygiejnen.
Graviditet og mundhygiejne
Er du gravid er det ekstra vigtigt at opretholde en god mundhygiejne for at forebygge tandkødsbetændelse, som gravide på grund af hormonelle ændringer er særligt udsat for at få. God mundhygiejne opretholdes ved effektiv tandbørstning morgen og aften samt brug af tandtråd imellem alle tænder. Danner man meget tandsten kan det være en god idé at få en professionel tandrensning i starten af graviditeten. Dette letter det videre renhold af tænderne, da tænderne bliver glatte af tandrensningen, og bakterier derfor har sværere ved at sætte sig fast på tanden og nemmere fjernes ved almindelig tandbørstning. Selvom man ikke danner tandsten, er professionelle tandrensninger en god hjælp til opretholdelse af mundhygiejnen under graviditeten.
Graviditet og tandbehandlinger
Søg altid tandlæge, hvis du har behov for det, også når du er gravid, men oplys altid tandlægen om din graviditet. Årsagen til, at visse behandlinger undgås, er risikoen for fosterskade. Denne risiko er dog meget lille, og mange tandbehandlinger kan foretages uproblematisk, også når man er gravid, fx almindelig tandrensning og afpudsning. Tandbehandlinger som kræver bedøvelse undgås dog så vidt muligt, især i første og sidste trimester, eller visse lokalbedøvelsesmidler undgås. Mange behandlinger kan helt vente til efter endt graviditet. Snak med din tandlæge og få råd og vejledning i din konkrete situation.
Graviditet og huller i tænderne
I gamle dage sagde man, at man mistede en tand for hvert barn man fik. Dette er gammel overtro. Man får ikke lettere huller i tænderne eller flere huller i tænderne når man er gravid end ellers. Får man huller under graviditeten skyldes det ofte ændrede spisevaner, især hvis der indtages mere sukker end normalt og hyppigere. Skal huller undgås under graviditeten gælder det som altid om at opretholde en god mundhygiejne. Lider man af svær morgenkvalme, som besværliggør tandbørstningen om morgenen, kan man skylle munden grundigt og vente med tandbørstningen indtil kvalmen har lagt sig.
The post Graviditet appeared first on Tandtråden.