Når jeg møder unge mennesker, og samtalen falder på min beskæftigelse som tandlæge, er der et spørgsmål, som kommer igen og igen: Skal jeg have mine visdomstænder fjernet?
Helt firkantet, kan det siges sådan: Der er 3 indikationer for fjernelse af visdomstænder:
- Gentagne tilfælde af betændelse i tandkødet omkring visdomstænderne (Hyppigste årsag).
- Sygdom i omkringliggende væv inklusive nabotanden.
- Større behandlingskrævende sygdom i og omkring visdomstanden.
Punkt 1) Når tænder bryder frem vil de i starten være dækket delvist af tandkødet. Den lomme der skabes mellem tand og tandkød er et perfekt hjemsted for bakterier, fordi tandbørsten har svært ved at nå dem her. Dette er en hyppig årsag til betændelse i tandkødet. Når tanden derimod er brudt helt frem, er der ved raske og normalt frembrudte tænder ingen dybe tandkødslommer og, ved normalt renhold, ingen betændelse i tandkødet.
Problemet med visdomstænderne er, at der ofte ikke er plads til disse i kæben og at de derfor ikke kan bryde helt frem, hvilket gør, at tandkødet aldrig normaliseres omkring disse tænder. Derfor vil bakterier have gode muligheder for at formere sig og skabe infektion i området omkring de halvt frembrudte visdomstænder. Infektionen kan blive alvorlig og kan udvikle hævelse der kan ses ude fra, dvs. i kind- og halsregion. Hævelsen kan komme pludseligt og kræver akut tandlægehjælp.
Grunden til at vi siger ”gentagne tilfælde” er, at der normalt forekommer LET ømhed omkring tænder på frembrudstidspunktet. Har du derimod flere gange bemærket tilfælde af betændelse(ømhed, rødme og hævelse) inde omkring visdomstanden, så kan du ikke forvente, at tanden bryder længere frem og at tandkødet ligger sig normalt omkring tanden. Det du kan forvente er derimod at tilfældene vil blive værre og der kan udvikles en alvorlig tilstand i halsregionen, som indeholder vitale organer, deriblandt luftvejene. Derfor fjerner man visdomstænderne i sådanne tilfælde.
Samtidig er det en idé, at få fjernet problematiske tænder i en ung alder, hvis diagnosen vel og mærke er til det, idet tidlig fjernelse medfører færre gener, grundet markant bedre helingsevne.
Punkt 2) Visdomstænder fjernes hvis de laver skade på de omkringliggende væv – oftest nabotanden. Dette kan være i form af en lokal parodontose, caries (hul i nabotanden). Hvis visdomstandens frembrudsretning er forkert, kan ovenstående forekomme fordi en skæv placering kan umuligøre renhold.
Visdomstanden kan også lave skade på nabotandens rod. Dette sker, hvis frembrudsretningen er så skæv, at den populært sagt spiser sig ind i roden på nabotanden. Biologisk set, sker denne ødelæggelse af væv fordi cellerne kun kan tåle et vist fysisk pres, før de går til grunde. Når dette pres nås, dør det beskyttende lag af celler på overfladen af nabotandens rod og destruktionen begynder. Det hører dog til sjældenhederne og det er som sagt oftest betændelse i tandkødet der fører til fjernelse af visdomstænderne.
Punkt 3) Hvis visdomstænderne har større huller eller parodontose fjernes de også. Dette skyldes svære adgangsforhold til restaurering og at behandling ofte kan være dyrere end fjernelse. Tanden er i øvrigt heller ikke absolut nødvendig for opretholdelse af tændernes funktion.
Læs mere om visdomstænder.
The post Skal visdomstænder altid fjernes? appeared first on Tandtråden.